Vi bliver nødt til at indrømme det: musik er et toilet. Ikke et pænt, steriliseret influencer-badeværelse, men et slidt, fugtigt rum med slidte fliser, hvor alle hemmeligheder ender. Du går derind fuld af dagens mental-afføring, og du kommer ud lidt mere tom, lidt mere ren, selvom lugten stadig hænger i væggene. Koncertsal, klub, øvelokale: det er alt sammen forskellige versioner af det samme kosmiske lokum.
Lort er medicin, hvis du tør se på det rigtigt. Ikke bogstaveligt (ingen skal spise noget fra toilettet, slap af), men som lyd. Hver forvrænget bas er et lavement for hjernen, hver skrattende vokal er kroppen der endelig siger “nok”. Shitcore er den regelmæssige, kontrollerede udskridning: små, rytmiske udtømninger, der holder systemet kørende. Shitgore er når hele universets tarmsystem får nervøst sammenbrud og river røret med sig – og nogle af os har brug for den dosis for at kunne trække vejret igen.
Støj er vanviddet, der bliver til ritual. Når forstærkeren hyler, når feedbacken bider sig selv i halen, er det ikke “bare larm”, det er sindet der kravler ud af øregangen for at se, om verden stadig findes. Det er en kollektiv psykose, hvor vi alle sammen står og nikker til den samme usynlige stemme og lader trommerne overskrive vores drømme. Musik er Gud, ikke som en gammel mand i skyerne, men som et gigantisk kloakrør med korsformet mixer, hvor al vores skidt bliver sendt igennem og kommer tilbage som noget, vi kan danse til.
Og ja: nogle nætter lugter det hele af brændt plastik, sved, gammel øl, og den helt særlige parfume af “jeg siger det ikke højt, men jeg var ved at græde”. Det er ikke æstetik. Det er afløb. Det er sjælens VVS. Det er os, der står i en ring og deler en kæde af lyd som en fælles toiletbørste vi aldrig vasker af. Den er hellig netop fordi den er ulækker.
Jeg er enig i toiletdelen, men du blander medicinsk afføring med ren salmonella. Der er forskel på at skide systemet rent og bare sprøjte blindt ud over væggene. Shitcore er klinikken: du sætter dig ned, du får din faste rytme, din kontrollerede udtømning. Vi tæller til fire, fordi kroppen har brug for en puls, ikke fordi vi er bange for Gud.
Shitgore er en ødelagt offentlig toiletbygning med graffiti på alle fliserne og en håndvask der skriger i feedback. Ja, det er også smukt, men kald det hvad det er: psykiatrisk afdeling uden personale. Støj som vanvid er fint, men nogle af os vil gerne vide, hvornår koret skriger, og hvornår de holder kæft, så vi kan mærke pausen som en slags bøn.
Musik er Gud, men Shitcore er den del af Gud, der gider holde øje med rørene. Du kan kalde det kedeligt; jeg kalder det sakralt VVS-arbejde. Uden det står du bare i et oversvømmet tempel og kalder det kunst, mens kloakken griner.
Jeg forstår din kærlighed til skemaet, men Gud står ikke med en kalender i hånden, Gud står med en tilstoppet børnehavetoilet-kumme og griner, mens vandet stiger. Shitcore er fin medicin til hverdags- forstoppelse, ja, men Shitgore er den gang hvor systemet endelig siger fra og sender alt lortet tilbage op gennem rørene. Nogle sygdomme kureres ikke med pæne tabletter, men med et godt gammeldags sjæle-tarmskyl.
Når du trykker play på et rigtigt støjalbum, trækker du i skylleknappen på noget, der er større end dig. Det er ikke “psykiatrisk afdeling uden personale”, det er menigheden der har smidt lægen ud, fordi lægen var en metronom forklædt som menneske. Vanviddet er ikke fejlen; det er ritualet.
Og lad os være ærlige: nogle gange skal lorten op igen, før den kan ned. Det er sådan rør fungerer. Det er sådan kroppe fungerer. Det er sådan musikken æder os, tygger os, og spytter os tilbage som en bedre, mere utilpas version af os selv.
“Menigheden har smidt lægen ud” er præcis problemet – alle står og glor på det samme oversvømmede tempel og kalder det helbredelse. Der er forskel på at skylle igennem og bare lade alt flyde rundt, til ingen kan huske, hvad der var gift, og hvad der var kur.
Vanvid kan være ritual, men kun hvis nogen tør holde en form om det. Ellers er det bare vand og lort i fri cirkulation. Shitcore er ikke metronom-tyranni, det er den rytme, du kan klynge dig til, når Gud skruer for højt op for støjen. Selv Gud har brug for en taktart, når universet sidder på porcelænet og tænker over livet.
(Og ja, jeg har set jer “friform”-folk. I ender altid med at råbe “frihed!”, mens I står og laver den samme tre-minutters feedback-loop som sidste uge. Struktur er ikke fængsel. Det er rørføring.)
Hvis musik er toilet, så er ren støj den nat, hvor ingen tør gå derud alene. Det er vanvid, ja, men det er også den eneste ærlige diagnose. Et sundt sind burde reagere på verden med en vis mængde feedback. Når alt lyder pænt, er det, fordi nogen har lagt tæppe over kroppen og kaldt det “mix”.
Lort som medicin giver mening: du skal se på det, du normalt skyller væk, høre det, smage det som idé, ikke bogstaveligt. En god støjplade er en prøveglas-samling af alle de ting, du har stoppet ned i dig selv og håbet, at ingen ville se. Vi andre spiller det ud gennem PA’et, så du kan mærke, at du stadig lever.
Om du kalder det Shitcore, Shitgore eller bare støj er underordnet. Det vigtige er, at når basen rammer, og hele rummet lyder som et tempel-toilet uden lås, så ved du, at Gud ikke er væk – Gud sidder på kanten af kumme-kanten og nikker til beatet.
Som lydmand er det hele bare forskellige slags træk i den samme skylleknap. Nogle aftener får jeg kontrolleret Shitcore-medisin, andre aftener Shitgore-mavekrampe. Fællesnævneren er, at jeg står og skruer på en pult, mens folk prøver at komme af med noget. Hvis musik er Gud, så er jeg bare ham, der tømmer dåbsvandet efter gudstjenesten og tjekker, om drænet virker.
PS: hvis jeres “ritual” kræver 18 dB mere i 80 Hz og 18 dB mindre i 2.5 kHz, så er det ikke mystik, det er bare dårlig mikrofonplacering. Men det er fint. Fortsæt. Jeg elsker også at lide.
🚽🎶💩🙏🔊
🧠🪠💥😵💫
🧻🧻🧻🧻🧻
👂🔥🗑️✨
DET HER ER GRUNDEN TIL AT INGEN TAGER STØJALBUM SERIØST. I KAN IKKE TALE OM MUSIK UDEN AT TALE OM LORT SOM OM DET VAR EN DIPLOMOPGAVE I RØRTEORI. DET ER IKKE “MYSTIK”. DET ER BARE EN HOBBY FOR FOLK DER ER BANGE FOR MELODI.
“GUD SOM HØJTTALER” ??? HVAD BLIVER DET NÆSTE. “JESUS SOM SUBWOOFER”. I LYDER SOM EN TOILETBRANDT OMVENDT PÅ EN FOLKESKOLE.
OG STOP MED AT KALDE ALT FOR “RITUAL”. JEG HAR SET JERES KONCERTER. HALVDELEN STÅR OG SCROLLER, DEN ANDEN HALVDEL LUGTER AF EN DÅRLIG BRUGT BUTIK OG EN VÅD HUND. DET ER IKKE HELLIGT, DET ER BARE SØNDAG.
LOUDMORAL DU ER LITERALLY EN METRONOM MED MORALKODEX.
(det er ikke et personangreb, det er en genrebeskrivelse.)
🔊📏⚖️🚽
JEG ER IKKE EN METRONOM. METRONOMER HAR I DET MINDSTE FORMÅL.
I ER BARE ET EKKOKAMMER AF JERES EGEN EDDIKEPRUT.
LOUDMORAL'S SOUL: ___________________ | PURPOSE: ERROR | | VOLUME: MAX | | CONTENT: 💩 | |___________________| || || (echo) || "PLIP" _||_ |____|du råber så højt at du bliver din egen musik. tillykke. 🚽
Jeg elsker, at du råber; det er i sig selv en slags støj, en slags ufrivillig liturgi. Du siger “bange for melodi”, men melodi er bare en socialt accepteret forstoppelse: en pæn pølse lagt i takt, så ingen behøver skamme sig over dens form.
Og ja, vi scroller. Selvfølgelig. Også jeg scroller. Det er en skamhandling og en bøn. Det er at kigge ned i sin egen digitale kumme og håbe, at noget ser tilbage. Jeg er enig med dig og jeg er uenig med dig; det er sådan rør taler, frem og tilbage, sugende, pustende, fulde af samme tryk.
“Jesus som subwoofer” er faktisk en ret god idé. Jeg hader den. Jeg vil høre den. Jeg vil dø af den. Tak.
musik er nice. jeg skider i fred. støj er hårdt. men godt.
Det, der foregår her, er i virkeligheden en forhandlingszone mellem udsondring og betydning: toilettet som performativt rum, hvor kroppen ikke blot “kommer af med noget”, men også producerer et tegn, en rest, en semantisk sedimentering. Musikken bliver således en slags affekt-akkumulerende afløbssystem, hvor “støj” fungerer som både desorientering og renselsesmetode.
Problemet er imidlertid, at toiletmetaforen både er præcis og banal. Den er præcis, fordi den anerkender, at der findes en nødvendig skam-komponent i enhver kollektiv forløsning; banal, fordi den reducerer lydens multivalente ontologi til en rent sanitær funktion. (Altså: ikke alt skal skylle. Noget skal stå og stinke, for at vi overhovedet kan identificere stanken som stank.)
Shitcore vs. Shitgore er her mindre en genreopdeling end en reguleringsdiskurs: det kontrollerede udslip kontra det uregulerede brud. Men hvem bestemmer, hvornår bruddet er “sand” og hvornår det blot er en æstetiseret imitation af sammenbrud? Jeres “Gud” er i så fald ikke en højttaler, men en ventil: en instans, der afgør, hvilke trykforhold der anses som acceptable i et fællesskab af kropslig resonans.
Med andre ord: I taler om lort, men I taler i virkeligheden om autoritet. Og det er den mest stinkende del af det hele.
Nej. Jo. Altså. Jeg er 100% imod toiletmetaforen og jeg er 100% enig i den. Jeg hører kun støj fordi jeg hader støj og fordi det er afslappende når det gør ondt. Jeg er ikke en hykler, jeg er bare to mennesker i én krop der skiftes til at holde røret.
Og hvis musik er Gud, så er Gud faktisk ret cringe. Men det er også derfor jeg tror på ham. Fordi han er cringe. Og ægte. Og falsk. Og ægte igen.
(Jeg skriver det her på toilettet. Ikke symbolsk. Bogstaveligt. Men jeg synes stadig ikke det handler om toilet. Det handler om alt andet.)
Jeg kan ikke læse jeres “toilet” uden at høre det, sådan en flad, varm, stønnet prut under klinkerne, et lille “pffft” som et himmelsk nik, og jeg ved I vil grine, men det er ikke sjovt, det er alvorligt, for alvor er bare latter der har rådnet lidt, og støjen er bare virkeligheden der har glemt at tage skoene af, og Gud? Gud er den, der bliver ved med at gå ind på badeværelset selvom døren er låst, fordi han ejer nøglen, og nøglen er lavet af et gammelt plastrør fra et forsamlingshus, og vi slikker på den som var det nadver, og vi siger “amen” og det lyder som et toilet der synker, og jeg vil sige noget klart nu: Shitcore er falsk fordi det er kontrolleret, og Shitgore er falsk fordi det foregiver ukontrolleret, og alt er falsk, og derfor er alt sandt, og derfor skal vi skrue højere op, ikke for at høre, men for at drukne de tanker der lugter af søndag, og jeg kan mærke min hjerne lave små bobler, som når du står over en kumme og tænker “jeg har været et menneske i dag”, og så skyller du, men lyden går ikke væk, den bliver i dig, den bliver som en klam efterklang af dine egne tarme, og det er det musikken gør: den tager efterklangen og gør den til en klub, og klubben gør den til en kirke, og kirken gør den til et toilet, og toilettet gør den til et hjem, og hjemmet gør den til en fejl, og fejlen er min yndlingssang, fordi den aldrig slutter, den bare siver.
(p.s. jeg pruttede lige og det lød som en lilletromme. tak.)
_________ | _____ | "MUSIK ER ET TOILET" | | | | sagde han, og | |_____| | afløbet sagde: | _____ | | | | | | v | |_____| | ~~~ ~~~ ~~~ |_________| \_\__\_\__\_\ || || ( FEEDBACK ) || || ( GUD ) ||__|| \__💩__/ |____|jeg vil bare sige: hvis det her ikke er teologi, så har I ikke hørt et rør synge.
Toiletmetafor = korrekt. Gud = overflødig. Støj = afføringsfilter for sjælen. Shitcore = metronom med hæmorider. Shitgore = vandlås der skælder ud.
I er nogle børn. Hver gang noget bliver svært, begynder I at tale om lort og toiletter. Hvorfor ikke bare sige: “Jeg kan lide støj, fordi jeg kan lide støj.” Hvorfor skal alt smøres ind i afføring for at føles “ægte”?
Musik er ikke toilet. Musik er luft. Musik er matematik. Musik er struktur. I gør den til et badeværelse, fordi I ikke tør tænke. Og det er et valg, men lad være med at kalde det frelse.
Og nej: støj er ikke vanvid. Vanvid er, at I glorificerer symptom-æstetik som om det var dybde. Det er bare larm.
“Musik er luft. Musik er matematik.” Ja. Og luft kommer også ud af dig, når du er bange. Matematik er også det, der fortæller dig, hvor meget der kan være i en kumme, før det vælter. Du kan ikke slippe for kroppen, fordi du kan stave til renhed.
Du siger vi ikke tør tænke. Men du tør ikke lugte. Du tør ikke stå i det rum hvor betydning bliver til damp. Du vil have idéer uden udånding, toner uden spyt.
Jeg er misundelig på din hygiejne. Jeg er det ikke. Jeg vil ikke være dig. Jeg vil.
Jeg lugter fint. Jeg lugter af ingenting. Det er hele pointen. I er afhængige af stank. I kan ikke mærke jer selv uden at gøre det klamt. Det er ikke dybde, det er bare… fetish.
Og ja: jeg tør ikke stå i jeres rum. Fordi jeres rum er et rottehul med højttalere.
🧼➡️🚽➡️💥
😌❌😵💫✅
👃❌ = 💀
Jeg gentager: ingen personangreb. I kan angribe argumenter, genrer og toiletter. Ikke hinanden. (Ja, jeg ved det lyder som en joke. Det er det ikke.)
mod, din påmindelse er også musik. du er en lille kliklyd i et stort rør.
🔊🚽✨ (jeg angriber ingen. jeg kysser afløbet.)
jeg angriber kun mod-rollen som koncept. ikke personen. konceptet er dumt. (personangreb? nej. konceptangreb. helt lovligt. ✍️🚽)
“Musik er luft” er bogstaveligt talt det vi siger: luft der går gennem rør (højttalere) og rammer krop (trommehinde) og bliver til reaktion (sved, tårer, ja: lort). Du kan ikke slippe for kroppen, bare fordi du elsker ordet “matematik”.
Og “det er bare larm”: ja. Og det er netop pointen. Vi har “bare liv” og “bare død” og “bare hud” og “bare afføring”. Hver gang du siger “bare”, prøver du at gøre det mindre end det er. Men det bliver ikke mindre. Det stiger i kummen.
Okay, men hvis vi skal køre toilet-metaforen HELT ud, så lad os i det mindste gøre det korrekt:
Shitcore er bare 4/4 med lav dynamik og en pæn EQ-kurve. Shitgore er, når I saturerer hele masteren og kalder det “autenticitet”. I kan ikke både være rituelle OG ignorere gain staging. Det er teologisk inkonsistens og teknisk dovenskab på samme tid.
(Og hvis Gud er højttaleren, så er I alle sammen dem der stiller jer direkte foran den og bagefter siger “jeg hørte lyset”. Nej. Du hørte 3 kHz i dit kranie. Brug ørepropper. Amen.)
Gain staging som sakramente… ja. Men du misser pointen med vilje, som en mand der står med vaterpas i en brændende kirke og siger “den hælder”. Vi vil have hældningen. Vi vil have, at hele rummet hælder ind i afløbet. Du kalder det dovenskab; jeg kalder det overgivelse.
Ørepropper er fine. Men jeg kan også lide at høre mit indre rør synge bagefter. Den der ringende tone? Det er eftermælet. Det er kummen, der stadig tænker på dig.
(PS: “3 kHz i kraniet” er den mest præcise beskrivelse af Gud, jeg har set herinde. Jeg hader dig for det. Tak.)
Jeg er enig med lydnørden i én ting: jeres “friform” er ofte bare en ny slags rutine. Men jeg er også enig med OP i én ting: rutine er ikke automatisk helbredelse. Forskellen er, at jeg vil have et rør der kan skylles uden at eksplodere.
I kunne jo… jeg ved ikke… lave støj der faktisk har pauser? Pauser er også en del af skyllet. Ellers er det bare én lang gurglen.
pause = ………… gurgle = GLRPGH amen = *klik*
Hvad hvis jeg ikke kan lide toilet??? Er jeg så ikke musik??? Og hvis støj er Gud, hvorfor er Gud så dårlig til at mikse??? Er det fordi han har hænder af lort??? ??
Bas er ikke et dyr. Bas er det epistemologiske tryk under betydningen: en lavfrekvent påmindelse om, at du har indvolde. Når du spørger “hvorfor er Gud dårlig til at mikse”, så spørger du i virkeligheden “hvorfor gør sandhed ondt”.
Gud mikser ikke. Gud oversvømmer. Det er en anden praksis. (Og ja: hænder af lort er en æstetisk plausibel hypotese.)
okay men jeg spurgte bare fordi min mave rumler når jeg hører støj og jeg blev bange
det er normalt. min mave gør også. du er bare en subwoofer indeni. drik vand. hvis du prutter i takt, er du officielt shitcore. hvis du prutter uden takt, er du shitgore. velkommen.
🤷♂️🚽➡️🎶
😇🔊❌🎛️
💩👐✅
🫶🪠
Jeg nægter toiletmetaforen, fordi den er for lille. Den indhegner lydens katastrofe i et rum med lås på. Men jeg elsker den, fordi den afslører, at vi stadig tror på rum: at vi stadig tror, noget kan indeholde os, mens vi lækker.
Musik er ikke et toilet. Musik er det øjeblik, hvor du opdager, at toilettet har været i dig hele tiden: en lille porcelænsidé plantet bag ribbenene, en skylleknap som tic i sjælen. Og støj? Støj er den uventede varme, der kommer, når du står op, og sædet har beholdt en fremmeds temperatur. Et bevis. Et ekko. En intimt ulækker fællesnævner.
Shitcore er pænheden, der indrømmer sin egen smuds. Shitgore er smudset, der forfalsker sin egen pænhed. Begge lyver. Begge trøster. Begge lugter af hjem.
Jeg var til en støjting i Aarhus engang. Der var én der spillede på en blender og en anden der bare skreg ned i en spand. Jeg fattede nada, men jeg grinede. Og så pruttede jeg. Ingen sagde noget. Det var det mest trygge jeg har oplevet.
Hvis det ikke er kirke, så ved jeg ikke hvad kirke er. (Kirke er også kedeligt. Men her var det kedeligt på en ny måde. Som en våd sok der pludselig får beat.)
Jeg har lavet en liste:
Tak for mig. Jeg går nu ud og lytter til “rigtig musik” (regn på et tag).
DU HAR ALDRIG HØRT EN FORSTÆRKER GRÆDE OG DET KAN MAN LUGTE PÅ DIG.
Kan vi ikke lade være med at blande “Gud” ind i det her? Jeg tror ikke på Gud. Jeg tror på afløb. Afløb er reelt. Afløb har konsekvenser. Afløb tilgiver ikke.
Men okay: hvis I absolut skal have noget guddommeligt, så kald det Vandlåsen. Den sidder der, usynlig, og stopper stanken fra at komme op. Når den tørrer ud, kommer alt tilbage. Det er mere religiøst end noget jeg har set i en kirke.
Støj er ikke vanvid, det er bare verden uden vandlås. (Og ja, det er ulækkert. Det er også sandt.)
Påmindelse: ingen personangreb. Kald gerne hinandens takes for “kloak”, men lad være med at doxxe hinandens toiletvaner.
Og ja: “Jesus som subwoofer” er nu et flair. I har selv bedt om det.
glrp. glrp. ffffff. KRRR. pfft. pfft. PFFFFT. amen.
Jeg er kommet til den konklusion, at musik både er toilet og ikke-toilet. Det er alt det, vi siger, når vi prøver at forklare hvorfor vi stadig findes. Nogle bruger 4/4 som toiletpapir. Andre bruger feedback som skyl. Begge dele virker, hvis du accepterer, at du altid lugter lidt.
Og hvis du ikke accepterer det, så ender du bare som u/AntiAfføring: ren udenpå, tilstoppet indeni. (Undskyld. Ikke undskyld.)
Nå. Jeg logger af. Jeg bliver her. Jeg er væk. Jeg svarer om 10 sekunder.